T: 24 45 08 66 – M: info@laerlet.dk

Øver de 120 hyppigste ordFakta: Listen over de 120 hyppigste ord er lavet på baggrund af, hvor mange gange ordene forekommer i de mest læste børnebøger (Maegaard og Ruus Hyppige Ord i Danske Børnebøger Gyldendal 1981)

Der skulle ifølge Dansk Sprognævn ikke være lavet undersøgelser siden dengang.

Det vil altså sige, at ”de 120-ord” er de ord, der bruges allermest i børnebøger.

De fleste ord på listen er ikke særlig konkrete i deres indhold (kan, her, men…) og derfor kan det være rigtig besværligt og enerverende at få dit barn til at træne disse ord. Desuden er mange af ordene ikke lydrette, så mit råd til dig vil være, at du ikke skal få dit barn til at ”sige lydene” (fonologisk stavning), men lader dit barn se ordene mange mange gange, så ordene bliver genkendt næsten som et billede, lidt på sammen måde, som hvis du ser et billede af solen – så tænker du heller ikke s-o-l, men ser bare billedet 😉

Det er et faktum, at hvis et barn har kendskab til de 120-ord og har dem ”på lager”, har barnet mindst 50% – og nogle taler om endnu mere – af det danske skriftsprog som paratviden, så det er virkelig sliddet værd!

De fleste skoler arbejder meget bevidst og systematisk med ordene, men vil du gøre noget virkelig godt for dit barns læse- og skrivefærdigheder, kan I også legelære (vist mit eget ord, men jeg er sikker på, du forstår) derhjemme.

For at gøre det lidt lettere for jer forældre, har I her et par ideer til, hvordan I sammen kan træne de 120-ord på en sjov og hyggelig måde – og der fremmer måske lysten med små præmier?

Allerførst vil jeg sige, at det altid er en rigtig god idé at have de 120 hyppigste ord synlige derhjemme, enten alle 120 ord som f.eks. plakat eller de ord, I (eller skolen) træner for tiden. Om du køber ordene som plakat, ordkort eller lignende eller selv fabrikerer dem, er helt op til dig selv og den tid, du vil bruge.

  1. leg: Brug ordkort til en hente- skriveleg. Læg allerførst et stykke papir på bordet sammen med en blyant. Gem derefter 5 ordkort rundt omkring i stuen/køkkenet, mens barnet holder sig for øjnene. Nu skal dit barn finde kortene. Når det første kort er fundet, får du det, og barnet skal allerførst læse ordet og bagefter løbe hen og skrive ordet på papiret – man må naturligvis gerne gå tilbage til dig og se ordet igen. Herefter videre med at finde næste kort.
  2. Hav en plade eller et stykke papir med alle 120-ord foran jer. Dit barn skal nu kaste en terning eller måske en rosin. Det ord, der rammes, skal dit barn: a. læse (1 point b. lave en sætning med (2 point) og c. stave uden at se (3 point) Derefter er det din tur – du kan jo et par gange stave forkert og lade barnet opdage det.
  3. Hurtiglæsning. Du skal bruge alle 120 ord som ordkort, et ord på hvert kort. Du viser dit barn ordkortet og barnet læser – og så hurtigt videre til næste. Hvor mange kan I nå på f.eks. 2 minutter? De ord, der læses forkert lægger du bare til side, så kan I jo kigge en ekstra gang på dem.

Der er helt sikkert mange af jer, der har flere gode ideer, og jeg vil blive utrolig glad for input til legelæreideer, som jeg her kan dele med andre forældre. Det allervigtigste er, at det er sjovt og hyggeligt for jer begge.